Brugercenter Tolleruphøj

Journalist Peter Lautrup-Larsen om sine 40 år som politisk kommentator.

Torsdag den 20. februar kl. 19.00 kommer Peter Lautrup-Larsen til Tolleruphøj og fortæller om de 40 år bag folkestyrets tykke mure med et væld af underholdende anekdoter om de kendte politikere, han har mødt og de nyheder, han har dækket som journalist.

Peter Lautrup-Larsen har mere end 40 års erfaring som politisk journalist og kommentator på Christiansborg, heraf mere end 20 år på TV2. Han har titel af ”Æresbesserwisser” som den, der i en årrække var bedst til at forudse de politiske begivenheder i det populære program på TV2/News ”Besserwisserne”. Ligeledes blev han kåret af sine kolleger som ”Newslegende”, inden han for et par år siden gik på pension.

Det er dog ikke kun sjov det hele, men også alvor. Peter Lautrup-Larsen bruger samtidig anekdoterne til at illustrere en bekymring for politik, der mere og mere drejer sig om personer og mindre om indhold og medier, som bliver hurtigere og hurtigere med nyhederne, men også mere overfladiske. Alligevel er han optimist på folkestyrets vegne og forklarer i foredraget hvorfor. Tilhørerne får naturligvis også lejlighed til at stille spørgsmål.

Der er åbent for 60+ årige i Frederikssund Kommune. Fri entré. Vi har plads til 90. Tilmelding pr. e-mail til: tolleren3600@gmail.com.